Generalforsamling i Lemvig Bokseklub
Mandag d. 23. marts 2009,
Kl. 19.30
Sæsonstart:
Træningen begyndte mandag d. 1. sept. kl. 18.30.
På forhånd var det aftalt at lave fællestræning: Mandag(Jørgen), onsdag(Torben), torsdag (Ole)og lørdag(Skipper). –Derudover har Lars A P hjulpet til både mandage og onsdage.
Onsdagstræningen kunne først begynde d. 24. sept. Indtil da var Torben optaget af fodbold.
Lørdagstræningen fra 10.00 til 12.00 under Skippers ledelse kørte 5 lørdage(Brian Vejlby og Ole vikarierede en enkelt gang hver). - Så blev det aflyst. Højest antal opmødte var: 1.
Tordagstræningen kørte frem til 15. januar. I hele perioden var opmødet torsdag aften aldrig stort. 9 var det højeste antal, der mødte op. I december/januar mødte der 6, 3, 1 og 2 op. Så derfor blev der lukket ned for torsdagstræningen.
Træningen fortsætter ellers frem til onsdag d. 29. april. Torben holder sidst i marts, for da begynder fodbolden at rulle igen. Men bare rolig, Lars har lovet at tage over i træningslokalet resten af måneden.
Juleafslutning:
Den sidste træningsaften før Jul blev der sluttet af med æbleskiver, gløgg, mandariner og sodavand. Det blev en hyggelig aften med 16 opmødte.
Julevagter på gymnasiet.
Igen i år bad Lemvig Basket os om at holde vagt på gymnasiet fra lørdag d. 27. dec. Kl. 14.00 til tirsdag d. 30. kl. 12.00. Der var 21 vagter der skulle dækkes. Og vi kunne tjene mindst 8.000 kr. til klubben. For at skaffe folk blevder sat opslag op i klubben. Trænerne efterlyste vagter gentagne gange i december måned. Der blev skrevet på hjemmesiden. Ingen positiv reaktion. Da tiden kom kunne Lemvig Bokseklub stille med 4 vagter: Kirsten, Ronnie, Lars S og Ole. Det gav klubben en indtjening på 1.000 kroner. – Sidste år tjente vi 6.650 kr. -Og året før 8.000 kr.
Det er noget af en nedgang. Og det mærkes da på økonomien. Men en STOR TAK til folkene, der på denne måde hjalp klubben. Spørgsmålet er nu, om der er nogen, der vil ofre tid næste år? Bare fordi man sidder i bestyrelsen, betyder det ikke, at der følger Julevagter med oven i købet. Og det er et spørgsmål, om alle fra bestyrelsen vil gå ind og tage vagter i Juleferien, hvis de aktive ikke også vil gøre det.
JM i Århus.
Jørgen Olesen stod for denne traditionsrige tur til de Jyske Mesterskaber. I år var det søndag d. 22. februar. Afgang fra Lemvig kl. 06.50. Der var som sædvanlig en busfuld trofaste boksetilhængere fra både Lemvig og Struer. På trods af annoncering i ”Spar” i Thyborøn, ”Restaurant Tante” og ”Kaptajnen” skaffede det ikke ekstra passagerere. Turen løb godt og vel rundt, men vi ville gerne se mange flere af vore medlemmer med på den tur. Boksingen var udmærket og deltagerne i turen havde den store glæde at se et af vores tidligere medlemmer, Lene Skov, blive Jysk Mester i sin vægtklasse.
Boksningen.
Sæsonen 2008-09 gav ikke klubben nogen kampboksere, men til gengæld kom der lidt gang i Diplomboksningen.
Lørdag d. 14. februar havde Lemvig Bokseklub 4 folk til stævne i Skive hos BK Limfjord. Det var Jens, Jonas, Maja og Tenna. Maja har nu bokset 3 diplomkampe, de tre andre har bokset én hver.
Med bokserne var Jørgen, Ole, Lars AP og Kirsten, forældre og venner. Ja, og Louise Bruun, som selv har bokset for Lemvig, mødte overraskende op og hilste på og gav sin støtte. Det blev en fin tur, og boksernes indsats gav løfter for fremtiden.
Medlemmer
Klubben har i år 29 medlemmer. Vi har indført betaling af medlemskab over nettet, og flere har benyttet sig af det. Mange betaler også i klubben.
Både medlemmer og nye folk forsømmer af og til at krydse sig af til træning. Det skal blive bedre.
Og vi er stadig ikke gode nok til at få folk til at melde sig ind i klubben og betale kontingent. Vi holder fast på èn gratis træningsaften. Hvis man vil fortsætte, skal betalingen falde og indmeldelsesblanketen skal udfyldes. Ellers må man blive væk. Der er ikke noget, der hedder ”at glemme”. (Det skulle gerne fremgå meget tydeligt på hjemmesiden)
Kurser
Lars A P har været(7-3) på et dagskursus for Nye Trænere.
Ole har været (28-3) på et dagskursus for Motionstrænere.
Tak
Endnu en sæson er sluttet. Og vi er derhenne, hvor sker skal til at sige ”Tak” og ”Farvel”.
Først farvel. Betina har været i klubben i mange år. Hun startede med at gå til boksetræning, hun boksede en enkelt rigtig kamp ved et af vore hjemmestævner, og sidenhen har hun i mange år været en god støtte på posten som skriver. I år har hun valgt at trække sig fra jobbet. Klubben siger tak til hende for hendes indsats gennem årene.
Og tak til Jørgen som har stået for onsdagstræningen.
Og tak til Torben. Han har stået for mandagstræningen. Desuden fyldte han 40 år i denne sæson. Tillykke med det.
Tak til de to revisorer. De har siddet og plusset og minusset, og det er altid spændende, når vi kommer frem til om det er røde eller grønne tal, der skal stå på bundlinjen.
Og til sidst tak til bestyrelsen, vi har jo holdt et par møder og ellers skrevet sammen, hvis der har været noget på tapetet.
Næste sæson:
Klubben har opsagt lejemålet Jyllandsgade 7 med ophør d. 30. april 2009. -Hvorfor? -Og hvad så?
Først hvorfor? Med kun to træningsaftener á 3 timer pr. uge i perioden 1. sept. til 31. marts er der ikke økonomisk grundlag for at betale den årlig leje. Vores tilskud fra kommune udgør godt nok 75% af vores udgifter, men tilskuddet udregnes efter det timeantal, vi har brugt lokalerne. Og det er dér det halter alvorligt. Vi er for få trænere. Vi lægger for få timer i lokalerne. Vi har for kort en sæson.
Og hvad så? På nuværende tidspunkt forhandler bestyrelsen med ejerne af lokalerne om en ny lejeaftale. Den går i korte træk ud på, at bokseklubben lejer lokalerne 2 gange om ugen. Fra 1. sept. til 31. marts. – Det medfører i sagens natur nogle begrænsninger i vores adgang til og brug af lokalet.
Lykkes det ikke at få en aftale i stand, er der andre muligheder. Senest 2. juni skal man søge om at bruge nogle af de kommunale gymnastiksale (Klinkby, Nørlem Børnehave osv.) eller haller (Lemtorpskolen, Gymnasiet, osv.).
Men vi må vente og se, hvad fremtiden bringer.
Hjemmesiden.
Her kan man altid følge med i, hvad der sker i klubben. Den opdateres hver uge. Man kan også bruge ”kontaktsiden”, hvis man har spørgsmål til klubben. I øvrigt har siden 5-10 besøg om dagen. I alt har der været knap 35.000 besøg siden vi begyndte.
Bestyrelsesarbejde.
Jeg vil opfordre Jer unge mennesker, der sidder her til at overveje, om det ikke er noget for Jer at gå ind i bestyrelsen. Det er en måde at få indflydelse på eller man kan bevare kontakten med sporten og klubben. Man får også nogle gode oplevelser. Jeg vil også opfordre Jer, der har lyst, til at tage en træneruddannelse. Klubben betaler udgifterne. Forhåbentlig får vi så lidt glæde af Jer her, - selvfølgelig. Men det er også en uddannelse, der kan bruges i andre sammenhænge, tænk bare på fitness-branchen. Det kan også være I kender nogle voksne fra Jeres familie eller omgangskreds, der kunne tænke sig en lille tillidspost som revisor eller har lyst til bestyrelsesarbejde. Det er bare om at kontakte undertegnede, eller andre fra bestyrelsen. –Der er jo valg igen næste år!
Således slutter formandens beretning.
Lemvig den 23. marts 2009
Ole Sørensen, formand.