Generalforsamling i Lemvig Bokseklub, mandag d. 12. marts 2011
Sæsonstart
Træningen begyndte mandag d. 23. august kl. 18.00. Første hold fra 18.00 til 19.15. andet hold fra 19.15 til 20.30. Derefter mulighed for sparring fra 20.30 til 21.30.
Sidenhen var der træning mandage og onsdage på førnævnte tidspunkter. Trænerne var Lars, Ronnie og Jørgen. Senere trådte Torben til. Antallet af deltagere svingede fra 7 til 34.
I marts måned begyndte begge hold at træne fra kl. 18.00 til 20.00. -Træningen slutter sidst i april.
Juleafslutning
Den sidste træningsaften før Jul blev der sluttet af med æbleskiver, gløgg, mandariner og sodavand. Det blev en hyggelig aften med ca. 20 fremmødte.
JM i Aarhus
Jørgen Olesen stod endnu en gang for denne traditionsrige tur til de Jyske Mesterskaber. I år var det søndag d. 28. februar. Og der var afgang fra Lemvig kl. 06.45. Som sædvanlig var stemningen i top, og tilslutningen var stor. Større end den havde været i mange år.
Boksningen
Sæsonen 2010-11 bød på en enkelt kampbokser. Mikkel Stausholm deltog i Holstebro Box Cup, hvor han boksede en enkelt kamp i let sværvægt. Mikkel tabte sin kamp.
Der blev bokset 2 diplomkampe. Det var Lars Brunsgaard Poulsen, der boksede i oktober og november. Han fik henholdsvis 24 og 29 points. Til lykke med det. Især den sidste kamp var rigtig flot. Ærgerligt at Lars havde andre planer end boksning efter Jul.
Kurser
Lars A Pedersen fra klubben har deltaget i et enkelt kursus. Det var et to-dages kursus for nye trænere. Det varede fra fredag d. 13. august kl. 17.00 til lørdag d. 14. august kl.15.00. Og det foregik i Skive.
Hjemmesiden. Facebook
Og den har, i sæsonen der gik, haft 22.000 hits. Det er godt klaret. På Facebook har klubben 28 venner.
Børneattester
Klubben har indhentet de lovpligtige børneattester på alle trænerne. Og på medlemmerne af bestyrelsen.
Medlemmer
Klubben har i år haft 45 aktive medlemmer.
Betaling af kontingent over nettet bliver brugt af flere og flere. For kassererens skyld (og sin egen) skal man anføre sit fulde navn og fødselsdato. Det har han brug for i forbindelse med klubbens samarbejde med kommunen og DABU. Men med de elektroniske overførsler har også været en del misforståelser, så klubben vedtager sikkert på næste bestyrelsesmøde at ophæve den betalingsmåde. Således at kontingentindbetaling udelukkende sker i klubben til træneren.
Bestyrelsesmøder
Der har været afholdt bestyrelsesmøder hver første mandag i hver måned. Kun et enkelt møde blev aflyst (d. 7. marts).
Tak
Tak til de medlemmer vi har i klubben for at være med til at skabe en god stemning i træningslokalet. Og tak til trænerne Torben, Lars og Jørgen. Uden dem var det jo nok heller ikke gået så godt.
Således slutter formandens beretning.
Lemvig, d. 12. marts 2011
Ole Sørensen, formand.